Romerriget

Hvad kender vi fra Rom? Hvad har vi arvet fra Rom?

Vores arv fra rom er inden for de fleste områder udtryk for en indirekte påvirkning præget ambivalens, som kom til udtryk i forbindelse med en folkeafstemning i 1972 om dansk tilslutning og Rom-traktaten. I den forbindelse blev Romerriget brugt som et af flere skræmmebilleder samtidig med at der blev hævdet at dansk sprog og kultur ville forsvinde i takt med harmoniseringen, som det angiveligt skulle være sket for kelterne og andre folkeslag i antikken. Den klassiske oldtidskultur udgør grundlaget for hele den vestlige verdens kulturelle og politiske udvikling. Ikke alene bygger det moderne Europa på en udvikling, som tog sin begyndelse netop i oldtidens Grækenland, men europæisk kultur og videnskab har i flere perioder, især i renæssancen og nyklassicismen, taget afgørende skridt, fordi man har "genopdaget" den antikke kultur og indtaget en ny holdning til den. Og arven fra antikken, som man har kaldt det, gælder ikke alene videnskab og kultur, den gælder også vort daglige liv. Vi kan slet ikke tænke eller tale, uden at vi kommer til at videreføre denne arv.

Kunstens univers
Elementer vi kan forbinde til vores kunst i dag, er opstammet fra Rom. Vi finder i dag både Michelangelos indbyggede renæssancekirke ”S. Maria Degli Angeli” samt Museo Romanos antiksamling. Disse karakteristiske træk fra den antikke periode kan f.eks. ses på en kirke, også selv i dag. Den klassiske 3-fløjede basilika bæres af søjler fra antikke templer og hvor barok-facaden er bygget af marmor fra Colosseum eller et antikt termeanlæg.

Rom er i dag antikkens, pavernes, renæssancens samt barokkens by, hvorfra to af hovedkilderne til den antikke verden er opstammet. Dels litteratur og dels oldtidens materielle kultur, som gamle bygningsværker, redskaber, vaser, statuer, som mere eller mindre stadig er i en velbevaret tilstand. Disse antikke stilistiske træk ses stadig i dag på nogen af verdens berømteste bygningsværker som Vor frue kirke i København, British museum i London, Brandenburger Tor i Berlin, og den måde Washington D.C. og andre amerikanske byer er anlagt, er inspireret af en græsk arkitektur fra 5 århundrede f.Kr.

Karl den store

Symbolske værdier
Arven har ikke blot smittet af på det vi i dag kan se og rører, men på utallige af steder, som ikke er lige så entydige. Det blev hævdet at den romerske kejsermagt forsat var eksisterende, og at vandet mellem øst og vest i Rom blev skilt. Herfra var Konstantinopel grundlagt som det nye Rom, og der herskede ikke længere tvivl om hvem der var den rette arvtager af Romerriget mere. Kejseren nægtede at ville anerkende andre eksisterende herskere som romerske kejsere, selv efter tabet i Syditalien i 1071.  I vesten udgjorde kirken den kontinuitetsbærende institution, mens kontinuiteten stadig var afbrudt i Konstantinopel. Det resulterede i at pavedømmet forsøgte at hæve sin stilling overfor kejseren i Konstantinopel, ved eksempelvis det såkaldte ”Konstantinske gavebrev”.  Dette skulle have været bragt til Konstantin den Store, da han trak sig tilbage til Konstantinopel. Gavebrevets forfalskning blev først afsløret i det 15 århundrede og spillede en væsentlig rolle i pavens argumentation for at kunne krone frankerkongen Karl de Store som den første vestlige kejser, siden Romulus Augustulus. Paven accepterede ikke idéen om at have to kejsere og kejseren i Konstantinopel anerkendte ikke Karl den store som hans ligemand som romersk kejser, fordi han ikke var interesseret i at genskabe Rom som et storpolitisk centrum. Karl den Stores kroning havde dog en stor symbolsk betydning, selv efter hans død hvor frankerriget begyndte at falde sammen og den tysk-romerske kejser, Otto den Store blev kejser. Det tysk-romerske rige begyndte nu at lide, og miste betydning efter middelalderen og de politiske spændinger mellem øst og vest som tillige havde et religiøst aspekt, resulterede i en række uenigheder. Man havde to forskellige synspunkter, eksempelvis på pavens stilling.

Alt dette kulminerede i 1054, med splittelsen af den romersk-katolske og den græsk-ortodokse kirke. ”Det store Skisma”, som stadig eksisterer. Osmannerne erobrede Konstantinopel i 1453 og dermed eksisterede det andet Rom ikke længere. I midten af det 16 århundrede begyndte en russisk storfyrste at skabe en religiøs samt ideologisk konstruktion, som hævdede at Moskva var det tredje Rom. Tanken om det evige Rom og til dels genoplivelsen af riget, mistede langsomt betydning. Symbolværdien eksistere dog stadigvæk samt aftalen om et tæt samarbejde mellem en række forskellige vesteuropæiske stater efter anden verdenskrig blev – for at understrege landenes fjerne, fælles fortid – underskrevet på Capitol i 1957 og også bedre kendt som Rom-traktaten. 

Filmens univers                                                                                                             Nogle finder den umuligt at være interesseret i kunst, teater eller litteratur for den sags skyld uden at støde på begreber, navne eller forbilleder som er overtaget fra den græsk-romerske oldtid. Selv den nyeste af de dramatiske kunstarter, nemlig film, som med stor interesse har kastet sig over oldtiden. Her kan man blot tænke på Satyrikon, Spartacus, Julius Cesar, Elektra, Gladiator, Troy eller tv-serier som eksempelvis er baseret på Homers odysse. I disse tilfælde bruges Romerriget som symbol for den moderne populærkultur. Fiktion bør ikke bedømmes som traditionelle historiske afhandlinger, men alene på deres egne præmisser og deres kunstneriske kvalitet – præcis som film. De forskellige udformninger af materialet afspejler mere eller mindre bevidst deres egen samtid og peger i retning af problemstillinger i vores måde at omgås fortiden på. Såvel den romerske republik som de romerske kejsere er i tidens løb blevet anvendt til at legitimere politiske systemer. Dette bærer dog ikke præg herhjemme, da Danmark aldrig blev bekendt som en del af Romerriget.

I anledning af Augustus’ 2000års fødselsdag blev der i 1937 åbnet op for en kæmpe udstilling, fra antikkens og nutidens Rom samt sammenhængen mellem Augustus og Mussolini. Hitler blev så inspireret over udstillingen, at han så den to gange under hans besøg til Rom. Herfra fik både Hitler samt tyske arkitekter inspiration til planerne om en ny rigshovedstad.

En helt forbillede var Spartacus. Han blev i løbet af det 18 og 19 århundrede et symbol på kampen for frihed, og de oprørske gladiatorers dødsforagt og frihedstrang blev præsenteret på forskellige vis i forskellige kunstarter.  Han havde stor frihed i skuespil og operaer, og ikke i mindst i tysk digtning var han populær, hvor han ville blive fremhævet som den ædle slave der kæmpede mod romerne. Her er han hovedpersonen i en lang række historiske romaner på mange sprog, inklusiv dansk.

Generelt har film der involverede Romerriget været ret så populære i USA. Denne popularitet skyldes en form for identifikation samt distance hos publikummet. Disse eksempler som er skildrede fra Romerriget, er som symbol og underholdning forskellige. Men alligevel giver de to skildringer. På den ene side skildres Romerriget som et fortidigt imperium med nogle genkendelige institutioner præget af kontinuitet. Som eksempel, at bruge Augustus som forbillede samt legitimation i USA og Italien. På den anden side fremstiller især underholdningsindustrien kejsertidens Rom, som et fordærvet samfund. Disse klicheer er en levende interesse for et samfund, der fandt sted for flere årtusinder siden og som stadig har en varig indflydelse på det moderne europæiske samfund, den dag i dag. 

Skrevet af: Emma Fogh Melin. 

Romerriget - Den militære del

Hvad tænker folk på, når de tænker romerriget? Måske dukker billeder op i hovedet på dem, af slaver der går rundt og gør det huslige. Eller associerer de romerriget med de dovne og dumme soldater i tegnefilmene m Asterix og Obelix. mange har helt sikkert læst om de blodige gladiatorkampe, og kan sikkert forestille sig et skrigende publikum, og den besejrede gladiators skæbne, som er overladt til kejserens tommelfinger. Men en ting folk nok ikke giver så stor notits, selvom det er en uhyre vigtig del af romerrigets historie er deres militær, ekspansion, og hvad der førte til at det blev en stormagt.

Som myten fortæller det, blev Rom grundlagt af Mars sønnen, Romulus. Ham og hans tvillingebror blev efter sigende opfostret af en hun ulv, til de blev fundet af bonden Faustulus. Han grundlagde byen i 753, og var den første konge af syv.

Rom var et kongerige fra 753 til 509 hvor den sidste konge, Tarqinius Superbus, blev væltet af pinden og republikken blev etableret. Der blev ændret i retssystemet, og med republikkens indførelse, forhindrede man at en mand sad med magten. Bla. den lovgivende magt, og valget af embedsmænd, blev valgt af folket. Embedsmændene valgte den udøvende, og så fik senatet den rådgivende myndighed. Det er bl.a. ved hjælp af denne demokratiske samfundsstruktur at roms magt og indflydelse langsomt blev udvidet. Men det var dog ikke voldsfrit de kom til magten.

De begyndte at bekrige de omkringboende stammer, og efter en lang række slag, der har spændt sig over et ar hundrede ca., falder den sidste ikke romerske by, Tarentum, på den italiske halvø.

Herefter begynder det romerske rige, at tænke endnu større, og de begyndte nu den helt store ekspansion.

Som ny og stærk magtfaktor omkring middelhavet, begyndte de at bekrige det andet store middelhavsrige, Kartago. I alt blev der udkæmpet tre store rige, som blev kaldt De Puniske Krige. Overordnet set strakte de sig fra omkring 264- 146 f.v.t. og herefter havde romerne ligeså stille sat sige på hele middelhavsområdet.

Grunden til at de puniske krige, var at Kartago havde erobret Sicilien, som ligger ud for den italiske halvø, og det opfattede romerne som en trussel. Derfra indledtes konflikten, som til sidst endte med kartagernes fuldstændige udslettelse. Men Rom kom dog ikke uskadt igennem krigene. Specielt den 2. puniske krig, kom til at være farlig for Rom. Den kartagiske general Hannibal, var utroligt tæt på at indtage Rom, da han med en stor hær og krigselefanter gik over alperne. I forbindelse med dette led Rom et kæmpe nederlag, i slaget ved Cannae. Men Hannibal nåede dog aldrig helt til Rom, da romerne gik i offensiven. Ikke imod Hannibal, men valgte at landsætter romerske tropper i Afrika, så Hannibal var nødt til at trække sig tilbage.

Som sagt erobrede romerne også mange andre områder i denne periode. Det var områder som Sicilien, Sardinien, Spanien, Grækenland og Nordafrika. Senere blev områder som Lilleasien og Sydfrankrig overtaget. Fra midten af de første århundrede f.v.t. kom resten af Frankrig også under Roms styre. Det var specielt under ledelse af general Julius cæsar, at det lykkedes at overvinde gallerne.

Men ekspansionen, var ikke kun vigtig for at vinde nye områder. Nej, den var groet så dybt i det romerske samfund, at flere meget vigtige ting afhang, af den. Her kan eksempelvis nævnes, det store antal slaver, der konstant blev importeret til de romerske borgere, og så de mange resurser og rigdomme, som det romerske folk nød godt af.

Da det romerske rige, var allerstørst strakte det sig fra Sahara i syd til Hadrians mur i nord, fra Eufrat i øst til Atlanterhavet i vest. 

Skrevet af: William Kristensen

Politik i Romerriget - republikkens parlamentariske struktur

Romerriget betegnes som værende det mægtigste rige i historien. Et rige der i sin storhedstid blandt andet omfattede store dele af Europa samt Afrika og Lilleasien. Starten på Romerrigets massive ekspansion begyndte, som navnet indikerer, i Rom. En hovedårsag til det romerske imperiums succesfulde ekspansion var deres evne til at føre politik. Rom erstatter det hidtil gældende kongestyre med en republik i år 509 f.kr. og dermed var fundamentet lagt, til hvad der skulle blive det mægtigste rige i historien. Under betegnelsen ”senatus populusque romanus” (senatet og det romerske folk) var republikken altså dermed en realitet.

Da man afskaffede kongestyret i Rom i år 509 f.kr. delte man så at sige kongens magt ud på forskellige institutioner. Man uddelegerede magten til folket i form af en folkeforsamling, der dermed blev den lovgivende magt. Folkeforsamlingen fik til opgave at vælge embedsmænd, hvor embedsmændene blev til den udøvende magt. Endelig var der også en rådgivende instans i form af senatet, der bestod af afgåede embedsmænd. På denne måde kunne de forskellige instanser holde hinanden i ”skak”, hvilket minder meget om Montesquieus filosofi om ”magtens tre-deling”, der også er fundamentet for det danske demokrati. Med denne forholdsvis demokratiske struktur, var det første spadestik taget til det romerske imperium. Man skal dog huske på, at dette system udelukkende blev indført i regionen Latium, der lå omkring byen Rom, og dette skete ikke helt ufredeligt. Selve Romerriget eksisterede i den forstand ikke, da det først var efter indførelsen af dette politiske system, at Rom begyndte at ekspandere.

Lad os kigge lidt nærmere på selve strukturen af de politiske instanser, der blev indført i forbindelse med republikken. Folkeforsamlingerne bestod af voksne romerske mænd. Der var i starten efter republikkens indførelse tre folkeforsamlinger. Den mindst betydningsfulde folkeforsamling var Comitia Curiata i kraft af, at denne folkeforsamling dybest set bortfaldt ved republikkens indførelse. Man inddelte de forskellige lokale byråd og bygninger i curier deraf navnet Comitia Curiata . Denne folkeforsamling, Comitia Curiata, er antageligvis blevet brugt som skabelon eller inspiration til dannelsen af de to vigtigste folkeforsamlinger; Comitia Centuriata (CC) og Comitia

Tributa (CT).  Ordet ”comitia” betyder i øvrigt komité eller på dansk; folkeforsamling. Disse to folkeforsamlinger havde den funktion til fælles, at de i begge forsamlinger valgte de embedsmænd, der skulle agere den udøvende magt. Der var dog en forskel: CC valgte de embedsmænd der skulle bestride de højeste poster, som prætorer, konsuler og censorer. Det var blandt andet disse poster der styrede hæren, ledte folkeforsamlingerne og senatet. CC som er forsamlingen for centurier, bestod af i alt 193 centurier. De skulle så bestemme hvilke embedsmænd de ønskede skulle bestride disse store poster. Dog foregik en sådan afstemning ikke under helt så demokratiske forhold som det ellers kunne lyde, da rådet var inddelt i fem formueklasser. Denne inddeling var foretaget af Servius Tullius. De centurier der tilhørte den mest velhavende formueklasse havde flertal, og det var dermed dem der reelt set havde kontrollen og magten til at vælge embedsmændene. På det punkt levede CC ikke helt op til de demokratiske standarder.

Det gik noget mere demokratisk for sig i Comitia Tributa, der var inddelt i 35 valgkredse – de såkaldte tribus. Der var 4 store bytribus og 31 mindre landtribus. Man anså vælgere fra byen som andenklassesborgere, da de var færre end dem fra landet og deres stemmer dermed i realiteten havde mindre vægt. Dog var det også vanskeligt for en folketribun fra landet at blive genvalgt, da valget måske lå i samme tidsrum som høsten og ingen af hans vælgere dermed var i stand til at stemme. En folketribun var med i ledelsen af en folkeforsamling, og disse folketribuner blev valgt på folkeforsamlingen Concillium Plebis, der udover den funktion ikke havde større betydning. I de 35 valgkredse stemte man ikke efter formue som i CC, men derimod efter ”hoveder”. Personen med størst støtte blev altså valgt. I CT valgte man embedsmænd som kvæstorer og ædiler. Disse embedsmænd havde med mere administrative opgaver at gøre, hvilket eksempelvis kunne være tilsyn med kornforsyning, veje og finansadministration. Det var altså poster der ikke havde lige så store magtbeføjelser, som de embedsmænd der blev valgt på CC. Et andet interessant system i forbindelse med princippet at stemme efter ”hoveder”, var det såkaldte Clientela-system. Dette system, eller denne ordning om man vil, gik ud på, at fattige bønder (clienter) modtog økonomisk støtte fra en rig herre (patron), mod så til gengæld at hilse på deres patron, give gaver til deres døtres bryllup og vigtigst af alt at stemme på deres herre i valgkredsen eksempelvis. Dette gør man klogt i at have i mente når man siger, at CT var en mere demokratisk anlagt instans fordi de stemmer efter ”hoveder” og ikke formue. Særligt fordi, at antallet af ”hoveder” eller personer der støttede en opstillet kandidat afhang af hvor rig man var, og hvor mange man var i stand til at bestikke.En  rimelig antagelse, var at man også på Comitia Tributa blev valgt på baggrund af sin økonomi. Ganske vidst indirekte, men dog alligevel. Ud fra det kan man ikke ligefrem betegne CT som værende fuldkommen demokratisk.

Dette var altså romerrigets centralmagt, der lå i Rom. Romerrigets parlament var folkeforsamlingerne der udvalgte embedsmænd, der skulle varetage forskellige opgaver. Det er dog vigtigt at understrege, at Romerrigets politiske struktur både bestod af denne centralmagt i Rom samt selvstyrede provinser. Det romerske senat udpegede guvernører der skulle styre de mange provinser i Romerriget. En provins kunne eksempelvis være Sydspanien, så det var ikke småbyer der var tale om.

Der var altså overordnet set to folkeforsamlinger, der udgjorde romerrigets svar på et parlament under republikken. Republikken afskaffes i kraft af Sullas indtrædelse som selvudnævnt diktator/kejser i år 78 f.kr. Da republikken og folkeforsamlingerne blev indført var det til at starte med kun Rom og regionerne omkring der var underlagt denne styreform. Det var i høj grad grundet dette parlamentariske fundament, at romerriget fik så stor succes med dets ekspansion. Problemet var bare, at det politiske system under republikken ikke var gearet til at styre det verdensrige, Romerriget var ved at blive. Republikken afskaffes i en urolig tid, og kejsertiden begynder som nævnt i år 78 f.kr. med Sullas indtrædelse. På vores blog kan man læse om politik i kejsertiden, hvor der især sættes fokus på kejser Augustus´ (kejser, 27 f.kr.) betydning for romerrigets videre udvikling, i form af hans politiske tiltag og ideer.  

Skrevet af: Martin LMJ

Politik i Romerriget -kejser Augustus til magten

Da Sulla kommer til magten og udnævner sig selv som diktator i 82 f.kr. var republikken dermed endegyldig slut, og vejen banet for romerrigets kejseræra. Sulla havde udover det faktum, at han var det officielle bevis på den hidtil kendte republiks afskaffelse, ingen yderligere betydning. Den næste diktator i rækken var Julius Cæsar. Efter Sulla, havde Cæsar sammen med romerne Pompejus og Crassus dannet et såkaldt triumvirat, hvilket var det første af slagsen. Ideen med dette triumvirat var, at de tilsammen kunne skaffe sig flertal om enhver afgørelse, grundet deres magt i kraft af deres rigdom blandt andet. Det var tænkt, at de skulle varetage romerrigets politiske interesser i mange år, men sådan gik det dog ikke. Crassus døde i et felttog mod Partherriget, hvilket næppe var nogen fordel for dette tremandsstyre. Derefter opstod der uenighed mellem Cæsar og Pompejus der nærmest kan betegnes som en ideologisk stridighed, der endte ud i, at Cæsar besejrede Pompejus i år 48 f.kr. Efter Cæsars sejr over Pompejus, udnævner Julius Cæsar sig selv til diktator på livstid. Desværre for Cæsar var han kun diktator på livstid i 4 år, da han blev myrdet i år 44 f.kr.  

Når man beder folk om at tænke på romerriget, vil de i de fleste tilfælde enten sige; ”Asterix og Obelix” eller ”Julius Cæsar”. Hvis vi holder fast i den sidste af de to, er det rent faktisk ikke Cæsar der er den mest interessante personlighed, når vi kigger på Romerrigets videre udvikling efter republikkens fald. En interessant person set i det lys er derimod Cæsars adoptivsøn Octavian. Cæsar testamenterer sin formue til Octavian inden han bliver myrdet, og på den måde var Octavian moralsk forpligtet til at gå i sin adoptivfars fodspor. Octavians vej til magten var dog ikke nem, da hans største rival, Marcus Antonius, også ville spille med. Samtidig havde der været uroligheder og borgerkrig siden Cæsars død. Octavian besejrede trods stor modstand Antonius i 31 f.kr. ved et stort søslag i Actium (den græske vestkyst), og afsluttede derved den borgerkrig der havde hersket siden Cæsars død. Det var derfor Octavian der fik ”æren” for at gøre en ende på borgerkrigen, og derfor var han også til en vis grad moralsk forpligtet til at bevare den nyvundne fred. Vejen var derfor banet for Octavian, og i år 27 f.kr. tog han magten i romerriget under navnet Augustus, et navn som flere nok vil nikke genkendende til hvis man beder dem tænke en ekstra gang på Romerriget.

De to forhenværende kejsere, Sulla og Cæsar, havde begge taget magten på en noget mere diktatorisk måde kunne man sige. De udnævnt sig selv til diktatorer og i Cæsars tilfælde diktator på livstid. Augustus gjorde det på en noget mere ydmyg og anderledes måde en sine to forgængere. Her giver han selv en forklaring på den magtposition han er blevet tildelt, i sin skildring ”Res Gestae”:

”Efter at have gjort ende på borgerkrigene og med alles beslutning fået enevældig magt, lod jeg i mit 6. og 7. konsulat staten overgå fra mit herredømme til senatet og romerfolkets frie rådighed. (…) Efter den tid overgik jeg alle i autoritet og prestige, men havde ikke større magtbeføjelser end mine kolleger i hvert enkelt embede”

Her afgiver Augustus faktisk sin enevældige magt, som ellers var blevet tildelt ham på legal vis. Det er i hvert fald det han giver udtryk for i denne skildring, men Augustus havde ikke tænkt sig at genindføre republikken af den årsag. Det var stadigvæk Augustus der var den øverste leder, men ved at ”afgive” sin magt til folket på denne måde, giver det ham både prestige og autoritet. Det romerske folk havde set diktatorer som Cæsar, der nærmest provokerende udnævnte sig selv til kejser på livstid. Ydermere blev en diktator som Cæsar betegnet som arrogant af mange historikere. Derfor har Augustus antageligvis vundet stor sympati fra befolkningen, og dette er uden tvivl kommet ham til gode i forhold til de planer han havde i sinde at udføre. Derfor er disse sympatiske forklaringer også i den grad et udtryk for Augustus´ politiske evner, da han især var en god taler og strateg.

Lad os kigge nærmere på hvad Augustus gjorde af tiltag, der atter fik romerriget til at fungere nogenlunde. Augustus afgav ikke magten reel set. Han indførte republikken i den forstand, at han dannede det såkaldte principat. Dette vil sige, at han gav sig selv titlen ”princeps civitatis” som betyder ”førsteborger” eller bedre ”førstetjener”. Det var i princippet stadigvæk senatet i kraft af folket der havde magten, men flere og flere beføjelser overgik til Augustus selv – på legal vis vel at mærke. Den første ændring Augustus foretog sig var at centralisere magten hos ham selv. Dette vil sige, at blandt andet hæren, finanserne og provinserne blev samlet i én instans – Augustus selv. Augustus udnævner sig til ”pater patriae”, hvilket betyder fædrelandsfar. Dette virker måske irrelevant at nævne, men denne titel øgede ikke desto mindre Augustus´ autoritet over for befolkningen. ”Pater patriae” kunne i og for sig lige så godt byttes ud med ”diktator”, men den symbolske betydning er ikke til at tage fejl af. Det skulle ses bogstaveligt; Augustus var fader over romerriget, sin ”familia”. Love og jura blev derfor overflødige, da ”pater patriae” er et billede på en familiefar, der leder og bestemmer over sin familie uden, at der bliver stillet nogen spørgsmål. Augustus gjorde også hæren ”professionel”, da man nu blev betalt for at være soldat. Dette løste nogle af de store problemer med landbruget, da hæren tidligere var et ”deltidsjob” for mange af bønderne. Et ufrivilligt deltidsjob kunne man kalde det, da man skulle hjælpe til i krig, hvis man blev bedt om det.

Augustus afsluttede altså borgerkrigen i kraft af sin sejr over Antonius i 31 f.kr. Det vinder han stor respekt og taknemmelighed for fra befolkningens side, og han bliver udnævnt til kejser*. Ved hjælp af sin popularitet og politiske evner, formår Augustus at indføre en lang række tiltag, der forbedrede romerriget både økonomisk og social blandt andet. Han gjorde blandt andet hæren professionel, hvilket løste de store landbrugsproblemer der også hærskede på den tid. Han var dygtig til at vinde sympati fra befolkningen, og denne sympati kunne han udnytte ved at indføre de ting han mente var bedst. Det ville nogen måske kalde manipulation, andre vil bare kalde det taktisk klogt rent politisk. Derfor er det vigtigt at belyse baggrunden for Augustus´ vej til magten, da det har været meget afgørende for hvad han kunne udrette. Augustus var uden tvivl en af de mest succesrige kejsere i Romerriget, taget popularitet, evner og politiske tiltag i betragtning.

*Titlen ”kejser” bliver faktisk opfundet i Augustus´ regeringsperiode. ”Cæsar Augustus” kaldte man ham efter, at hans adoptivfar var Julius Cæsar, og det udtales netop ”Kejser Augustus”.

Skrevet af: Martin LMJ

Slaveri

Det var meget typisk for de fleste gårde på landet under Romerriget at bruge slaver som arbejdskraft. Selve gården blev ejet af en herremand som boede i byen, så hans gård blev styret af en forvalter som ofte selv var slave, men lige en tak højere i rang end de slaver der blev brugt som arbejdskraft på gården.  De slaver blev nemlig set som genstande, og havde stort set ingen rettigheder.

• ·         En slave kunne købes, sælges og smides ud når han ikke kunne bruges længere.
• ·         Han havde ingen personlige rettigheder,
• ·         Han var undergivet sin ejers beslutninger
• ·         Han kunne ikke gifte sig, eller stifte familie
• ·         Han måtte ikke eje noget.
• ·         Han er fuldkommen undergivet sin ejers beslutninger.

Men det galte for det meste kun for slaverne på landet. Der var meget stor forskel på h or du var slave henne. De slaver der levede og arbejde i byen havde det generelt bedre og var bedre stillet end slaverne på landet. De havde et tættere forhold til deres herre og havde en meget mere tryg tilværelse. Forskere mener endda at familier solgte deres børn som slave, fordi de ved at arbejde i et stort hus fik en uddannelse og når de så en dag blev ”sat fri” kunne de arbejde selvstændigt og på den måde havde de mulighed for social mobilitet, og det var der ikke så mange andre muligheder for at få dengang. 

Livet som slave på landet lyder måske slemt, men det sidste man skulle gøre var at prøve at flygte. Slaver der prøvede at flygte blev normalt hurtigt fanget igen og efter deres flugtforsøg blev deres liv og død ussel. De blev normalt solgt til at arbejde i for eksempel stenbrud eller miner hvor også de kriminelle og uregerlige slaver blev sendt hen for at man kunne få dem af vejen. Når man først var blevet sendt derhen, kom man aldrig ud igen derfra i live. Arbejdet var ofte så hårdt at slaven døde efter et par år. 

Skrevet af: Camilla Gantriis Lund

Romerrigets fald

Romerriget fald er et ”never ending” debatemne. Spørgsmålet er nemlig ikke kun hvorfor Romerriget faldt men også hvordan det skete og det er der ufattelig mange bud på.

En af faktorerne kunne være slaveriets udvikling. Slaverne havde mere eller mindre udkonkurreret de frie arbejdere fordi slaverne var ”billig” arbejdskraft, men slaverne havde ikke nogen motivation for at arbejde, fordi det alligevel var slaveejerne der fik alle pengene, så de blev mindre arbejdsvillige og derfor blev produktionen mindre og mindre.  

 En anden faktor kunne være den store ekspansion der var i Rom.  Rom blev større og større hele tiden hvilket gjorde det sværere at kommunikere rundt omkring og styret i Rom blev ringere.  Jo større ekspansionen strakte sig, jo mere uoverskueligt blev samfundet for borgerne. Sammen med ekspansionen begyndte stammer at placere sig ved Romerrigets ydregrænser som ville trænge ind i riget og det lagde et stort pres på Romerriget.  

En tredje faktor kunne være kristendommens gennembrud i Romerriget. Kristendommen medførte et helt nyt menneskesyn og det var ikke alle der var tilfredse med det. Man kan sammenligne det med at der sikkert ville være rigtig mange her i Danmark der ville blive sure og utilfredse hvis Islam blev indført i Danmark og på samme måde var der rigtig mange der var sure og utilfredse med kristendommens indførelse i Romerriget og det skabte konflikter og social uro hvilket ikke er godt for noget som helst samfund i verden.

En fjerde faktor kunne være de økologiske og klimatiske forandringer. Landbruget var det primære erhverv i Romerriget men da der pludselig skulle brændsel til skibsbyggeri, badeanlæg og lignende begyndte man at forsalte jorden og andre ting der medførte ændringer i klimaet som fremkaldte erosion og andre ændringer i betingelserne for landbruget.  

De 4 faktorer er nogle af de mest overordnede, men mange forskere har prøvet at finde 100 flere og debatten er stadigvæk i gang i dag. Men de 4 overstående faktorer kan helt sikkert have haft en stor indflydelse på Romerrigets fald. 

Skrevet af: Camilla Gantriis Lund