Slaveri

Det var meget typisk for de fleste gårde på landet under Romerriget at bruge slaver som arbejdskraft. Selve gården blev ejet af en herremand som boede i byen, så hans gård blev styret af en forvalter som ofte selv var slave, men lige en tak højere i rang end de slaver der blev brugt som arbejdskraft på gården.  De slaver blev nemlig set som genstande, og havde stort set ingen rettigheder.

• ·         En slave kunne købes, sælges og smides ud når han ikke kunne bruges længere.
• ·         Han havde ingen personlige rettigheder,
• ·         Han var undergivet sin ejers beslutninger
• ·         Han kunne ikke gifte sig, eller stifte familie
• ·         Han måtte ikke eje noget.
• ·         Han er fuldkommen undergivet sin ejers beslutninger.

Men det galte for det meste kun for slaverne på landet. Der var meget stor forskel på h or du var slave henne. De slaver der levede og arbejde i byen havde det generelt bedre og var bedre stillet end slaverne på landet. De havde et tættere forhold til deres herre og havde en meget mere tryg tilværelse. Forskere mener endda at familier solgte deres børn som slave, fordi de ved at arbejde i et stort hus fik en uddannelse og når de så en dag blev ”sat fri” kunne de arbejde selvstændigt og på den måde havde de mulighed for social mobilitet, og det var der ikke så mange andre muligheder for at få dengang. 

Livet som slave på landet lyder måske slemt, men det sidste man skulle gøre var at prøve at flygte. Slaver der prøvede at flygte blev normalt hurtigt fanget igen og efter deres flugtforsøg blev deres liv og død ussel. De blev normalt solgt til at arbejde i for eksempel stenbrud eller miner hvor også de kriminelle og uregerlige slaver blev sendt hen for at man kunne få dem af vejen. Når man først var blevet sendt derhen, kom man aldrig ud igen derfra i live. Arbejdet var ofte så hårdt at slaven døde efter et par år. 

Skrevet af: Camilla Gantriis Lund