Politik i Romerriget -kejser Augustus til magten

Da Sulla kommer til magten og udnævner sig selv som diktator i 82 f.kr. var republikken dermed endegyldig slut, og vejen banet for romerrigets kejseræra. Sulla havde udover det faktum, at han var det officielle bevis på den hidtil kendte republiks afskaffelse, ingen yderligere betydning. Den næste diktator i rækken var Julius Cæsar. Efter Sulla, havde Cæsar sammen med romerne Pompejus og Crassus dannet et såkaldt triumvirat, hvilket var det første af slagsen. Ideen med dette triumvirat var, at de tilsammen kunne skaffe sig flertal om enhver afgørelse, grundet deres magt i kraft af deres rigdom blandt andet. Det var tænkt, at de skulle varetage romerrigets politiske interesser i mange år, men sådan gik det dog ikke. Crassus døde i et felttog mod Partherriget, hvilket næppe var nogen fordel for dette tremandsstyre. Derefter opstod der uenighed mellem Cæsar og Pompejus der nærmest kan betegnes som en ideologisk stridighed, der endte ud i, at Cæsar besejrede Pompejus i år 48 f.kr. Efter Cæsars sejr over Pompejus, udnævner Julius Cæsar sig selv til diktator på livstid. Desværre for Cæsar var han kun diktator på livstid i 4 år, da han blev myrdet i år 44 f.kr.  

Når man beder folk om at tænke på romerriget, vil de i de fleste tilfælde enten sige; ”Asterix og Obelix” eller ”Julius Cæsar”. Hvis vi holder fast i den sidste af de to, er det rent faktisk ikke Cæsar der er den mest interessante personlighed, når vi kigger på Romerrigets videre udvikling efter republikkens fald. En interessant person set i det lys er derimod Cæsars adoptivsøn Octavian. Cæsar testamenterer sin formue til Octavian inden han bliver myrdet, og på den måde var Octavian moralsk forpligtet til at gå i sin adoptivfars fodspor. Octavians vej til magten var dog ikke nem, da hans største rival, Marcus Antonius, også ville spille med. Samtidig havde der været uroligheder og borgerkrig siden Cæsars død. Octavian besejrede trods stor modstand Antonius i 31 f.kr. ved et stort søslag i Actium (den græske vestkyst), og afsluttede derved den borgerkrig der havde hersket siden Cæsars død. Det var derfor Octavian der fik ”æren” for at gøre en ende på borgerkrigen, og derfor var han også til en vis grad moralsk forpligtet til at bevare den nyvundne fred. Vejen var derfor banet for Octavian, og i år 27 f.kr. tog han magten i romerriget under navnet Augustus, et navn som flere nok vil nikke genkendende til hvis man beder dem tænke en ekstra gang på Romerriget.

De to forhenværende kejsere, Sulla og Cæsar, havde begge taget magten på en noget mere diktatorisk måde kunne man sige. De udnævnt sig selv til diktatorer og i Cæsars tilfælde diktator på livstid. Augustus gjorde det på en noget mere ydmyg og anderledes måde en sine to forgængere. Her giver han selv en forklaring på den magtposition han er blevet tildelt, i sin skildring ”Res Gestae”:

”Efter at have gjort ende på borgerkrigene og med alles beslutning fået enevældig magt, lod jeg i mit 6. og 7. konsulat staten overgå fra mit herredømme til senatet og romerfolkets frie rådighed. (…) Efter den tid overgik jeg alle i autoritet og prestige, men havde ikke større magtbeføjelser end mine kolleger i hvert enkelt embede”

Her afgiver Augustus faktisk sin enevældige magt, som ellers var blevet tildelt ham på legal vis. Det er i hvert fald det han giver udtryk for i denne skildring, men Augustus havde ikke tænkt sig at genindføre republikken af den årsag. Det var stadigvæk Augustus der var den øverste leder, men ved at ”afgive” sin magt til folket på denne måde, giver det ham både prestige og autoritet. Det romerske folk havde set diktatorer som Cæsar, der nærmest provokerende udnævnte sig selv til kejser på livstid. Ydermere blev en diktator som Cæsar betegnet som arrogant af mange historikere. Derfor har Augustus antageligvis vundet stor sympati fra befolkningen, og dette er uden tvivl kommet ham til gode i forhold til de planer han havde i sinde at udføre. Derfor er disse sympatiske forklaringer også i den grad et udtryk for Augustus´ politiske evner, da han især var en god taler og strateg.

Lad os kigge nærmere på hvad Augustus gjorde af tiltag, der atter fik romerriget til at fungere nogenlunde. Augustus afgav ikke magten reel set. Han indførte republikken i den forstand, at han dannede det såkaldte principat. Dette vil sige, at han gav sig selv titlen ”princeps civitatis” som betyder ”førsteborger” eller bedre ”førstetjener”. Det var i princippet stadigvæk senatet i kraft af folket der havde magten, men flere og flere beføjelser overgik til Augustus selv – på legal vis vel at mærke. Den første ændring Augustus foretog sig var at centralisere magten hos ham selv. Dette vil sige, at blandt andet hæren, finanserne og provinserne blev samlet i én instans – Augustus selv. Augustus udnævner sig til ”pater patriae”, hvilket betyder fædrelandsfar. Dette virker måske irrelevant at nævne, men denne titel øgede ikke desto mindre Augustus´ autoritet over for befolkningen. ”Pater patriae” kunne i og for sig lige så godt byttes ud med ”diktator”, men den symbolske betydning er ikke til at tage fejl af. Det skulle ses bogstaveligt; Augustus var fader over romerriget, sin ”familia”. Love og jura blev derfor overflødige, da ”pater patriae” er et billede på en familiefar, der leder og bestemmer over sin familie uden, at der bliver stillet nogen spørgsmål. Augustus gjorde også hæren ”professionel”, da man nu blev betalt for at være soldat. Dette løste nogle af de store problemer med landbruget, da hæren tidligere var et ”deltidsjob” for mange af bønderne. Et ufrivilligt deltidsjob kunne man kalde det, da man skulle hjælpe til i krig, hvis man blev bedt om det.

Augustus afsluttede altså borgerkrigen i kraft af sin sejr over Antonius i 31 f.kr. Det vinder han stor respekt og taknemmelighed for fra befolkningens side, og han bliver udnævnt til kejser*. Ved hjælp af sin popularitet og politiske evner, formår Augustus at indføre en lang række tiltag, der forbedrede romerriget både økonomisk og social blandt andet. Han gjorde blandt andet hæren professionel, hvilket løste de store landbrugsproblemer der også hærskede på den tid. Han var dygtig til at vinde sympati fra befolkningen, og denne sympati kunne han udnytte ved at indføre de ting han mente var bedst. Det ville nogen måske kalde manipulation, andre vil bare kalde det taktisk klogt rent politisk. Derfor er det vigtigt at belyse baggrunden for Augustus´ vej til magten, da det har været meget afgørende for hvad han kunne udrette. Augustus var uden tvivl en af de mest succesrige kejsere i Romerriget, taget popularitet, evner og politiske tiltag i betragtning.

*Titlen ”kejser” bliver faktisk opfundet i Augustus´ regeringsperiode. ”Cæsar Augustus” kaldte man ham efter, at hans adoptivfar var Julius Cæsar, og det udtales netop ”Kejser Augustus”.

Skrevet af: Martin LMJ