Romerriget betegnes som værende det mægtigste rige i historien. Et rige der i sin storhedstid blandt andet omfattede store dele af Europa samt Afrika og Lilleasien. Starten på Romerrigets massive ekspansion begyndte, som navnet indikerer, i Rom. En hovedårsag til det romerske imperiums succesfulde ekspansion var deres evne til at føre politik. Rom erstatter det hidtil gældende kongestyre med en republik i år 509 f.kr. og dermed var fundamentet lagt, til hvad der skulle blive det mægtigste rige i historien. Under betegnelsen ”senatus populusque romanus” (senatet og det romerske folk) var republikken altså dermed en realitet.
Da man afskaffede kongestyret i Rom i år 509 f.kr. delte man så at sige kongens magt ud på forskellige institutioner. Man uddelegerede magten til folket i form af en folkeforsamling, der dermed blev den lovgivende magt. Folkeforsamlingen fik til opgave at vælge embedsmænd, hvor embedsmændene blev til den udøvende magt. Endelig var der også en rådgivende instans i form af senatet, der bestod af afgåede embedsmænd. På denne måde kunne de forskellige instanser holde hinanden i ”skak”, hvilket minder meget om Montesquieus filosofi om ”magtens tre-deling”, der også er fundamentet for det danske demokrati. Med denne forholdsvis demokratiske struktur, var det første spadestik taget til det romerske imperium. Man skal dog huske på, at dette system udelukkende blev indført i regionen Latium, der lå omkring byen Rom, og dette skete ikke helt ufredeligt. Selve Romerriget eksisterede i den forstand ikke, da det først var efter indførelsen af dette politiske system, at Rom begyndte at ekspandere.
Lad os kigge lidt nærmere på selve strukturen af de politiske instanser, der blev indført i forbindelse med republikken. Folkeforsamlingerne bestod af voksne romerske mænd. Der var i starten efter republikkens indførelse tre folkeforsamlinger. Den mindst betydningsfulde folkeforsamling var Comitia Curiata i kraft af, at denne folkeforsamling dybest set bortfaldt ved republikkens indførelse. Man inddelte de forskellige lokale byråd og bygninger i curier deraf navnet Comitia Curiata . Denne folkeforsamling, Comitia Curiata, er antageligvis blevet brugt som skabelon eller inspiration til dannelsen af de to vigtigste folkeforsamlinger; Comitia Centuriata (CC) og Comitia
Tributa (CT). Ordet ”comitia” betyder i øvrigt komité eller på dansk; folkeforsamling. Disse to folkeforsamlinger havde den funktion til fælles, at de i begge forsamlinger valgte de embedsmænd, der skulle agere den udøvende magt. Der var dog en forskel: CC valgte de embedsmænd der skulle bestride de højeste poster, som prætorer, konsuler og censorer. Det var blandt andet disse poster der styrede hæren, ledte folkeforsamlingerne og senatet. CC som er forsamlingen for centurier, bestod af i alt 193 centurier. De skulle så bestemme hvilke embedsmænd de ønskede skulle bestride disse store poster. Dog foregik en sådan afstemning ikke under helt så demokratiske forhold som det ellers kunne lyde, da rådet var inddelt i fem formueklasser. Denne inddeling var foretaget af Servius Tullius. De centurier der tilhørte den mest velhavende formueklasse havde flertal, og det var dermed dem der reelt set havde kontrollen og magten til at vælge embedsmændene. På det punkt levede CC ikke helt op til de demokratiske standarder.
Det gik noget mere demokratisk for sig i Comitia Tributa, der var inddelt i 35 valgkredse – de såkaldte tribus. Der var 4 store bytribus og 31 mindre landtribus. Man anså vælgere fra byen som andenklassesborgere, da de var færre end dem fra landet og deres stemmer dermed i realiteten havde mindre vægt. Dog var det også vanskeligt for en folketribun fra landet at blive genvalgt, da valget måske lå i samme tidsrum som høsten og ingen af hans vælgere dermed var i stand til at stemme. En folketribun var med i ledelsen af en folkeforsamling, og disse folketribuner blev valgt på folkeforsamlingen Concillium Plebis, der udover den funktion ikke havde større betydning. I de 35 valgkredse stemte man ikke efter formue som i CC, men derimod efter ”hoveder”. Personen med størst støtte blev altså valgt. I CT valgte man embedsmænd som kvæstorer og ædiler. Disse embedsmænd havde med mere administrative opgaver at gøre, hvilket eksempelvis kunne være tilsyn med kornforsyning, veje og finansadministration. Det var altså poster der ikke havde lige så store magtbeføjelser, som de embedsmænd der blev valgt på CC. Et andet interessant system i forbindelse med princippet at stemme efter ”hoveder”, var det såkaldte Clientela-system. Dette system, eller denne ordning om man vil, gik ud på, at fattige bønder (clienter) modtog økonomisk støtte fra en rig herre (patron), mod så til gengæld at hilse på deres patron, give gaver til deres døtres bryllup og vigtigst af alt at stemme på deres herre i valgkredsen eksempelvis. Dette gør man klogt i at have i mente når man siger, at CT var en mere demokratisk anlagt instans fordi de stemmer efter ”hoveder” og ikke formue. Særligt fordi, at antallet af ”hoveder” eller personer der støttede en opstillet kandidat afhang af hvor rig man var, og hvor mange man var i stand til at bestikke.En rimelig antagelse, var at man også på Comitia Tributa blev valgt på baggrund af sin økonomi. Ganske vidst indirekte, men dog alligevel. Ud fra det kan man ikke ligefrem betegne CT som værende fuldkommen demokratisk.
Dette var altså romerrigets centralmagt, der lå i Rom. Romerrigets parlament var folkeforsamlingerne der udvalgte embedsmænd, der skulle varetage forskellige opgaver. Det er dog vigtigt at understrege, at Romerrigets politiske struktur både bestod af denne centralmagt i Rom samt selvstyrede provinser. Det romerske senat udpegede guvernører der skulle styre de mange provinser i Romerriget. En provins kunne eksempelvis være Sydspanien, så det var ikke småbyer der var tale om.
Der var altså overordnet set to folkeforsamlinger, der udgjorde romerrigets svar på et parlament under republikken. Republikken afskaffes i kraft af Sullas indtrædelse som selvudnævnt diktator/kejser i år 78 f.kr. Da republikken og folkeforsamlingerne blev indført var det til at starte med kun Rom og regionerne omkring der var underlagt denne styreform. Det var i høj grad grundet dette parlamentariske fundament, at romerriget fik så stor succes med dets ekspansion. Problemet var bare, at det politiske system under republikken ikke var gearet til at styre det verdensrige, Romerriget var ved at blive. Republikken afskaffes i en urolig tid, og kejsertiden begynder som nævnt i år 78 f.kr. med Sullas indtrædelse. På vores blog kan man læse om politik i kejsertiden, hvor der især sættes fokus på kejser Augustus´ (kejser, 27 f.kr.) betydning for romerrigets videre udvikling, i form af hans politiske tiltag og ideer.
Skrevet af: Martin LMJ
Ingen kommentarer:
Send en kommentar